Slaget på Gråheden eller Grathe Hede onsdag den 23. Oktober 1157.

Gråheden går fra Thorning i nord til dalen ved Klode Mølle i syd og til moserne vest for Frederiksdal i øst og langt mod vest.
Grathe Hedeslaget indledte en stortid i Danmarks Historie, en stortid vi ikke har kendt mage til siden i de svundne 850 Ar.
Rundt om i landet rejstes granitkirkerne som endnu den dag i dag står som vort lands største nationale mindesmærker. Der må have gået en stærk strømning af følelser gennem folket, en stærk religiøs tro, en stærk sammenslutning, en vilje og arbejdsudfoldelse som vi med respekt må se tilbage på. Det var ikke alene indadtil men også udadtil. Indvarslede Grathe Hede slaget en stormagtstid hvor Danmark blev den største og førende stat i Nordeuropa. Det var store, stærke Mænd der bar denne tid frem. Vi sporer det overalt i lovgivningen, Valdemars lov, i agerbruget, solskiftet i landsbyernes fællesskabsdrift. I administrationen, Valdemars jordebog, i historieskrivning, Saxo: Danmarks krønike o.s.v. slaget på Grathe Hede må således henregnes til Danmarks største historiske minder. Og efter en 850 års forløb er det ikke lykkedes den historiske undersøgelse at påpege stedet hvor slaget fandt sted, og hvor de faldne hviler, ingen mindesten er rejst på dette sted, der kunne fortælle efterslægten hvilken betydning dette slag havde for Danmarks historie, både i åndelig og materiel henseende.

Takket være et stedfundet interessant fund på denne egn, hvortil den stedlige overlevering har ydet sit bidrag, synes det nu, at Grathe Hede slaget kan fremstilles i fuld historisk belysning. Stedet påpeger hvor slaget fandt sted, og stedet hvor de faldne hviler. Slaget var jo afgørende og som det ofte efter de foreliggende kilder synes at fremgå, var tilbagetogslinien for den slagne hær afskåren, når selve Kong Svend måtte flygte over en moradslignende mose. Historikeren A. D. Jørgensen har i Historisk Tidsskrift villet henlægge slaget til et sted mellem Viborg og Randers, nemlig ved Nørreaa i Middelsom Herred. Der sker vist ikke noget tab ved at lade denne tanke fare, så usandsynlig og utænkelig denne Hypotese er.

M. H. Rosenørn har i Jyske Samlinger henlagt slagpladsen til den sydlige del af Vinderslev og nordre del af Kragelund sogne. Denne tanke er i og for sig mere tiltalende, men det er og bliver en, ligesom A. D. Jørgensen, uhjemlet hypotese. Saxos beretning er både uklar og usammenhængende, ellers ville man heller ikke i vore Dage stå over for den store meningsforskel, de mange anskuelser og hypoteser der i den nyere tid er fremkomne og fremsatte af vore betydeligste historieforskere. Ad denne vej er det ikke sandsynligt at man vil komme spørgsmålets løsning nærmere.

Der er derimod en anden vej, en vej jeg har lagt til grund for mine undersøgelser. Idet den tanke var opstået hos mig, at et så blodigt skuespil, som det der den 23. Oktober 1157 oprulledes på, eller ved, Grathe Hede, må have sat dybe spor, sat sindene i stærk bevægelse blandt en overtroisk befolkning på denne egn.

Jeg har da forsøgt om der ikke ad overleveringens vej skulle findes spor fra denne kamp. Overleveringer der er forvanskede i tidernes løb og kun ved at afdække disse, fra forskellige tiders stammende lag, står overfor overleveringen i dens virkelige skikkelse.

Utænkelig er denne fremgangsmåde ikke, idet der lever tanker, sæder og skikke og sagn i blandt os, der kan føres mange tusinde år tilbage i tiden.

Kaster man en sten ud i vandet, danner vandet bølger, disse bølgeringe bliver mindre og mindre, svagere og svagere, men de svage næsten umærkelige dønninger når dog ud til dammens bred.

Det er disse dønninger i form af overleveringer vi skulle prøve på at fange. Og når disse overleveringer bliver samlet, bliver det ikke så lidet endda.

Beboerne på denne egn levede og boede der som hjemstavnsfolk, slægt efter slægt, søn efter fader som fæste- og hoveribønder, medens godsejerne skiftede. Således er i al fald forholdet i de 4 - 500 År der ligger vor tid nærmest, og der er næppe nogen grund til at antage at forholdet ikke skulle strække sig længere tilbage i tiden til omkring 1157. Det er således et udpræget hjemstavnsfolk hvor minder, sagn og overleveringer har en god jordbund og kan slå dybe rødder.

Den forsvarsvold der er opkastet ved Bækgård i Thorning Sogn, for at dække det gamle overfartssted over Halle A eller som den hedder i vore dage Voerstrøm, hedder Kong Knaps Dige.

Der er jo ingen tvivl om, at dette navn gav den på stedet boende almue, diget omkring år 1157, og navnet har holdt sig til vore dage. Man får deraf oplysning om, at diget er opkastet af Svend, og almuen kaldte ham dengang Kong Knap. Før slaget på Grathe Hede 1157, havde der nogle år i forvejen, nemlig 1151, stået en kamp i denne egn mellem Svend og Knud. Er Kong Knaps dige opkastet til forsvar i 1151 eller i 1157? Derom ved man intet, kampen i 1151 er stedfæstet til Gedbæk der ligger en del nordligere eller nærmere Viborg end forsvarsvolden ved Bækgård, og følger man Kilderne, da hedder det: Kong Svend brød ved Nattetid op fra Viborg og mødtes med Knuds Hær, da denne Sang ottesangen. Her er jo ikke tale om at de to hære ligger eller har ligget med nogen forskansninger overfor hinanden, de mødes brat efter Svends lange og hurtige March. Af dette, vil det fremgå, at man nærmest må henføre diget ved Bækgård til Kampen i 1157 end i 1151.

Efter overfaldet i Roskilde St. Laurentii aften den 9. Aug. 1151 hvor Knud dræbtes, tog Svend til Viborg og Valdemar til Randers. Her ved Randers lå begge hærene overfor hinanden. Broen over Gudenå blev afbrudt, og efter Saxo gik Valdemar over åen på et andet Sted, men nu ophører også enigheden mellem Historikerne om begge hæres bevægelse, og selve stedet hvor slaget fandt sted, man kunne vente af Saxo, at han havde givet en klar og udførlig redegørelse for hvad der dengang skete, særlig hærens bevægelse og stedet hvor sammenstødet fandt sted. Det var en stor begivenhed der foregik så at sige i Saxo's egen tid.

På Bækgårds mark i Thorning Sogn, på Grathe Hede, findes som før nævnt, en forsvarsvold der dækker overgangen over Halle A. Her gik dengang den gl. Kongevej fra Kolding til Viborg som nu i vore dage går mere østlig. Denne vold bærer Svend Grathes navn (hans tilnavn) og altså ham der har opkastet den og søgt dækning bag denne. Hvorfor skulle denne vold ikke være fra 1157? Svend har ligget på sydsiden og Valdemar foretaget angrebet fra nord, Valdemar har nu uden al tvivl tiltvunget sig overgang over åens nedre løb, og derefter har Svend Grathe været nødtvungen til at gå tilbage følgende Kongevejen over Grathe Hede mod syd, indtil han stod på bakkerne ved den store mosedal foran Klode Mølle. Her på disse bakker fandt den vigtige rådslagning sted.

Kong Svend og hans Hær befandt sig i dette øjeblik endnu på Grathe Hede, men drejede nu fra Vejen til venstre og stod umiddelbart derefter på Stenholt Bymark i Kragelund Sogn, hvor hæren overnattede. Kongen selv og hans følge tog Stenholtgårde i besiddelse og jagede vel bønderne ud, med undtagelse af bondens kone. Kong Svend var, jo på ingen måde nogen fin Mand. Hans synder var så mangfoldige og var vel en af de største tyranner der har været herskere i Danmark, upålidelig og uden Karakter.

Kong Valdemars Hær fulgte bagefter Svends ind over Heden. Svends Hær Overnattede således på bymarken og Valdemars på den til bymarken stødende Grathe Hede. Efter Saxo var det jo heller ikke på selve Heden, men en landsbymark, der må have ligget i hedens udkant, og Geografisk set er Stenholt bymark en Del af Grathe Hede.

Fra kongevejen lidt sydlig om Stenholtgård strækker en lille dal eller sænkning i terrænet sig, ad denne dalstrækning rykkede Kong Valdemar frem med sin hær til angreb om morgenen den 23. Oktober, St. Sørensdag. Denne angrebstaktik ville svare ganske til Saxo's beretning, idet store dele af hæren ikke kan overses af Kong Svends krigere, der stod på bymarken. I det Valdemars højre fløj, rykker frem mod øst stadig ude i lyngheden, her er jo terræn, i skellet mellem mark og hede er opstillet et risgærde, for at holde de store flokke af storvildt fra at æde kornet. Her står Valdemar med solen i ryggen og kun en lille del af hans hær kan overses.

Dengang var man ikke stærke i geografien og lagde som Saxo ikke engang vægt på at nævne navnet på den by hvor slaget stod, og derved sparet eftertidens historikere for meget arbejde.

Som sagt var kongen ikke klar over den vanskelige militære stilling hvori han befandt sig. Havde han haft nogen anelse derom, havde han sikkert ikke ladet Agger Christiansen få det sidste ord ved rådslagningen om morgenen forud for slaget. Slagets gang kendes fra Saxo's beretning. Og Svend måtte flygte, Valdemars hær spærrede ham vejen, kongevejen mod syd. Mod nord ad Viborg havde han intet at komme efter, hans frelse lå mod syd, han måtte mod syd.

Han tager da flugten østen om Stenholt skov, men ved sydenden af skoven støder han på den store, dybe mosedal kaldet Skallerund, opfyldt af morads og hængedynd, der løber nemlig i dalen underjordiske kilder. Han kommer over dalen op på dens anden side på den høje Klosterlund kratbakke, hvor der endnu i vore dage er egekrat som der var i 1157, men dengang stod der en stor, eller måske flere store ege. Nu er det først Kong Svend ser hvor fortvivlet hans stilling er. Mod vest ligger den brede Engesvang Mosedal og spærrer ham al adgang til Kongevejen, foran ham mod syd er det endnu værre, thi her hvor dalen udvider sig ned mod Funderdalen ved Hørbylunde ligger Bøllingsø og spærrer han Vejen. Hvad der foregik her på kratbakken kan læses om hos Saxo. Enden blev jo de drog bagefter Kong Valdemar, der allerede var brudt op nord på efter Viborg.

Nu får de Svend på en hest, tager vejen tilbage øst om skoven, tværs over Stenholt mark, en retning der peger direkte på Grågård i Thorning Sogn. Det var under denne vandring at en bonde - Saxo siger: En af omegnens bønder pludselig sprang frem og kløvede Svends hoved med en økse, hvorefter Svend begravedes i Grathe Kapellet.

Nu skulle vi se på de grunde, der foruden terrænforholdet, Kong Knaps dige og kongevejen, der taler for beviser at således er det i virkeligheden gået til hin minderige 23. Oktober 1157. Der er et gl. sagn der går her på egnen og som fortæller, at der har stået en Kirke i Stenholt. Dette er ganske usandsynligt, at der skulle have stået en Kirke for de par Gårde der tidligere var der.

Men en boelsmand Niels Peter Andersen der for længe siden boede i Stenholt og som var barnefødt på Stenholtgård har bekræftet at der havde været en kirke i Stenholt. Og på spørgsmålet hvor kirken havde stået, om der var fundet noget af grundfundamentet, Nej, det var der ikke, men der var en kirkegård i toften nord for gården, det kunne han sige fordi han selv havde ved kulegravning i toften gravet mange menneskehovedskaller og ben frem. Og på spørgsmålet om han ved gravningen, hvor han stødte på de gl. grave om skeletterne lå med korslagte arme, og 1½ alen dybt under jordens overflade. Nej, der var ikke sådanne grave, det var en stor grube eller kule og her lå der i hundredvis ja måske i tusindvis af menneskehoveder og ben.

Men det er jo ingen kirkegård, og fra pestens tid kunne det ikke være da der l de to gårde i Stenholt på pestens tid ikke levede hundrede eller tusinder af mennesker. Det går her som Prof. Forchammer engang har udtalt, almuefolk observerer rigtigt men ræsonnerer galt.

Vi står altså her med en grube med menneskeskeletter, og der må have fundet en stor katastrofe sted her engang, og indenfor den historiske tid, kan på dette afsides sted, kun Grathe Hede slaget kan komme i betragtning, især da man står her ved dette fund i en landsby i udkanten af Grathe Hede. Er dette tilfældet burde jo egentlig Thor Langes prægtige mindesten have stået på de faldnes grav, i stedet for på tyrannens, på Grågårds Mark.

Et så blodigt skuespil som Grathe Hede slaget kan ikke andet end sætte dybe spor hos en afsides egns overtroiske befolkning. Og et eller andet i overleveringerne, når tidens forvanskning og forklædninger afdækkes, når andre kilder tier, kunne yde et bidrag også til belysning af begivenhederne ved dette slag.

Overleveringen siger at det var en bonde fra Kragelund der dræbte Svend. Stenholt ligger jo som før nævnt i Kragelund Sogn.

Denne overlevering lever ikke alene her, men også i Thorning Sogn. St. Blicher der forskede sin hjemegns minder og sagn som ingen anden, lader i "Bindestuen" Volle Vistisen fortælle om Grathe Hede slaget: Kong Svend lå om natten ved bondens hustru imod hendes vilje. Bonden hævnede sig ved med sin økse at kløve Svend s hoved. Bindestuens fortæller siger: At han har det efter sin oldefaders oldefader. Det var altså kun en af de mange sagn i disse sogne, der alle siger det samme, og bonden var vel manden i Stenholtgård.

Dengang Svend drog bagefter Valdemar for at mødes med ham, drog han og hans følge over Stenholt Mark, og dette følge har sikkert mange af omegnens, landsbyens folk deltaget i, da i al fald bonden der kløvede hans hoved. Det må have sat disse hjemstavns bønderfolks fantasi i bevægelse, selve slagmarken med de mange døde og senere kongens drab.

Her går sagn om spøgeri på den førnævnte linie tværs over bymarken. De nuværende beboere fortæller derom, deres bedsteforældre og oldeforældre fortalte derom, så sagnet kan følges hen ved et par hundrede år tilbage i tiden. Det der ses er en stor sort kugle der kommer rullende fra nordvest, ovre fra Thorning, med retning efter det nordøstre hjørne af Stenholt Skov, og det ses altid på samme sted. At der til grund for en folkeoverlevering, altid ligger en virkelig begivenhed er sikkert nok, og umuligt er det ikke, at dette sagn kan stedfæstes til Kong Svends sidste tunge vandring hin minderige 23. Oktober, der blev for Danmark en mindedag som kun få...

Havde Svend Grathe i 1157 med sin hær gået det lille stykke vej fra heden ned i dalen ved det nuværende Klode Mølle og taget stilling mod Kong Valdemar her bag åen, havde han haft udsigt til at besejre hans modstander. Her ved Aaen findes en af Hærvejens pas med en lille strimmel fast land, med mose og eng på begge sider, hvor angriberen må være stærk for at have udsigt til sejr, desuden ville Svend have bakkerne på dalens sydside, der som en vold i anden linie giver en god forsvarsstilling. Endelig havde han ryggen fri, Hærvejen lå ham åben mod syd, men så ville historien have været en helt anden.

 /Teddy Greibe